Ja, jeg har fået et flip med at læse bøger for tiden, måske fordi de afleder mine tanker så jeg ikke få hjemve?
men også fordi det er hyggeligt, og jeg elsker at leve min ind i bogen, jeg har fundet en som hedder Divergent, den er mega godt og på egnelsk, og hovedpersonen minder om migselv.. både den gode vej og den dårlige vej.. (:
Hun er stædig
Anderledes
Lille!.. xD
Mistændsom
Genert
Tænker for meget over ting
hun kan forsvare sig selv
temperament fuld
sød
vil være stærk men er også svag
'kærlig'
og nysgerrig as fuck xD
Og jeg har det med mens jeg læser at jeg sammen ligner mig selv med hende, beundre hende og så alligevel ikke, for hun laver virkelig Dumme beslutninger nogle gange, men det kan jeg også gøre, fordi hun tror det er rigtigt jo... (:
men det ikke det jeg ville skrive xD
Og self er der en dreng i bogen hun er forelskede i, og der bliver beskrevet hvordan han holder om hende, kysser hende, passer på hende, og bare er den mest Perfekte dreng man ku ønske sig.. (det er der i alle bøger self.. xD)
og den måde det er beskrevet på, får mig til at savne at have en jeg kan ligge sammen med, holde om mig og passe på mig, bare nærheden af et andet menneske.. det gik godt før jeg fik en kæreste, havde været singel i et godt stykke tid, 4-5 år eller noget, jeg var vand til at passe på migselv og så videre, dog savnede jeg en og kunne dele mit liv med, men det var lige meget.. så jeg skal lige kæmpe men at komme til den tanke gang igen, men det er sku lidt svært, når man stadig holder af de forskellige, men ved de ik gider en..
Jeg må vel bare leve som om jeg ik ved det og komme videre?
en del siger 'nej du skal være sammen med ham, alle siger i er søde sammen, fin hinanden'
og den anden ved hvordan 'det' er. 'Nej tænk alderen, og han bliver påvirket fordi folk heletiden siger lort til ham, han er ikke ligeglad med højden, han bor laaangt væk nu'
osv.
også det han også selv siger.. orz
noget af det såre mig, rammer mig det rigtige sted, men ingorrer det og lader som ingen ting, smiler som altid, og er migselv.. fordi jeg ikke vil sige noget :3
og vil heller ikke lave noget drama, og gider heller ikke selv at være uvenner eller på andre måder ballade.. (:
Men ham i bogen Four/Tobias... han er så perfekt, passer heletiden på 'Tris' holder hende i sikkerhed selv om hun er dum og er tit tæt på af ofre sig selv til døden flere gange (pga krig) men han springer med hende i fare , selvom at han bliver såret og totureret, bliver han ved med at holde fast i hende.. og det at Tris har mistede sin familie sin Mor, far i krigen fordi de døde og Bror'en fordi han gik på modstanderne side og er med i noget af hendes totur.. så Tris vil opgive det hele og gerne dø indtil hun er lige ved at dø pga et serum, men som bare gjorde hende bevidstløs og sænkende vejrtrækningerne så meget så man ikke ku se hun var i live men lignede en død, så bliver hun båret til laboratoriet (det skal lige siges hun kan godt høre hvad der sker men ikke se eller bevægesig) så kommer Four ind i rummet og peter som er en af modstanderne hjælper dem med at flygte og han flygter så med dem, til deres gamle hjem som blev invaderet at soldater for at skyde nogle ledere og alle røg med, nogle slap jo self væk, men så sidder Tris og Four på badeværelset fordi Tris får vasket noget blod af sig :
Tris: Jeg..... jeg her ikke nogle familie *begynder af græde og læne sig ind til Four*
Four: Jeg er din familie nu! jeg elsker dig<3 *Holder om Tris og kysser hende stille*
(self en masse detaljer)
Det er så sødt.. jeg ønsker ofte at jeg var Tris, men så alligevel ikke fordi hun mister alt og har til sidst kun Four tilbage.. :i
